Der findes næppe et arrangement, der er lettere at fylde et klubhus med, end en vinsmagning. Banko har sine trofaste, og foredrag deler vandene, men sæt ordene “vin” og “smagning” på opslaget, og der dukker folk op, som ellers kun viser sig til generalforsamlingen. Jeg har stået bag bordet til den slags aftener i alt fra roklubber til grundejerforeninger, og mønstret er det samme hver gang: Folk kommer for vinen, men de bliver for selskabet.
Det fine ved en vinsmagning som foreningsevent er, at den kan skrues sammen, så den både bliver en varm aften og en fornuftig lille forretning. Det kræver bare omtanke tre steder: når vinene vælges, når billetprisen sættes, og når selve aftenen planlægges. Lad os tage dem i rækkefølge.
Seks vine med én rød tråd
Begynderfejlen er at vælge seks vine, der ikke har noget med hinanden at gøre. En tilfældig riesling, en tung amarone, en rosé fra tilbudsavisen. Hver flaske kan være udmærket i sig selv, men aftenen bliver en zappertur uden retning. Vælg i stedet en fortælling. Samme drue gennem tre lande. Ét område fra basisvin til topkuvée. Eller det klassiske opgør mellem gammel og ny verden, serveret parvis.
Min egen kæphest er at lægge én overraskelse ind. En overset drue, en orangevin eller en moden årgang, folk aldrig selv ville have købt. Det er den flaske, der bliver diskuteret på parkeringspladsen bagefter. Og seks vine er nok. Ved otte begynder noterne at flyde sammen, og ved ti smager selv de ivrigste ikke længere forskel.
Rent praktisk rækker en flaske til 14-15 smagsprøver, når der skænkes fire-fem centiliter ad gangen. Med tredive tilmeldte skal der altså to flasker af hver vin på bordet plus lidt reserve til de mest populære. Køb hellere én vin færre og en klasse bedre. Ingen går hjem og fortæller begejstret om den aften, hvor vinene var billige.
Regn baglæns, når billetten skal koste noget
Her skiller de vellykkede foreningssmagninger sig fra dem, der bare var hyggelige. Læg alle udgifter sammen, før prisen sættes: vinene, brød og lidt ost, leje af glas, en flaske som tak til den, der fortæller. Del med det antal billetter, I realistisk sælger, ikke det antal, I håber på. Og læg så noget oveni, for aftenen skulle gerne ende med et overskud til klubkassen i stedet for et pænt rundt nul.
Min tommelfingerregel: Billetten må koste omkring det dobbelte af, hvad vin og mad løber op i per deltager. Det lyder friskt, men regn efter, hvad seks gode glas med brød, ost og en fortælling til hver vin ville koste på restaurant. Foreningsprisen er stadig venlig. Sørg for tilmelding med betaling på forhånd, så I ved præcis, hvor mange flasker der skal købes, og ikke står med svind, fordi ti meldte afbud dagen før.
Tal desuden med vinhandleren om at bruge aftenens vine som bestillingsliste. Mange giver gerne foreningen en lille andel af de flasker, deltagerne bestiller med hjem, og det er penge, ingen af gæsterne mærker, men som kan ses i regnskabet.
Aftenens forløb: kort ved mikrofonen, langt ved bordene
Planlæg aftenen som to halvlege. Tre vine, en pause med brød og ost, tre vine til. Pausen er ikke spildtid. Det er der, snakken kommer i gang, bestillingslisterne går rundt, og det nye medlem finder ud af, at kassereren faktisk er ganske flink.
Den hyppigste fejl begås af os, der holder af at fortælle: Vi taler for længe. Fem minutter per vin er rigeligt. Druen, stedet, en enkelt god historie, og så ellers lade folk smage og snakke i fred. Skriv vinene op med navn og årgang, så alle kan følge med. Hænger der en infoskærm i klubhuset, kan skærmen der viser aftenens program lige så godt vise flaskerne undervejs, så du slipper for at gentage årgangen for bordet bagerst tre gange.
Slut af med en lille blindsmagning. Skænk en syvende vin anonymt, og lad bordene gætte drue og land. Vinderbordet får en flaske med hjem, og aftenen får en afslutning med grin og højlydte protester i stedet for bare at sive ud.
Det praktiske, der afgør om folk kommer igen
Ordentlige glas, først og fremmest. Vin af plastikkrus smager af picnic, uanset hvor god den er. De fleste vinhandlere låner eller lejer glas ud for et rimeligt beløb, især hvis vinene købes samme sted. Spørg. Det er den letteste rabat i branchen.
Husk vand og spyttespande på bordene, og pas på temperaturen. Hvidvin skal være kølig, ikke iskold, og rødvin har det bedst omkring kældertemperatur. Et velfyldt klubhus bliver hurtigt varmt, så stil de røde flasker koldt en halv times tid, før der skænkes.
Og sæt en dato for næste smagning, inden folk går hjem. En forårsaften med hvide vine og en efterårsaften med de store røde er en tradition, der nærmest bygger sig selv op. Efter et par sæsoner er det ikke længere noget, bestyrelsen skal trække folk til. Det er en aften, folk selv spørger efter.
Første gang behøver ikke være perfekt. Tyve deltagere, fire gode vine og én, der tør fortælle, er rigeligt til at komme i gang. Resten kommer med erfaringen, og inden længe undrer I jer over, at klubhuset nogensinde stod tomt en fredag aften.